Hel- og delproteser

En protese fungerer som en erstatning for mistede naturlige tænder i både over- og/ eller undermund.
Der findes to forskellige typer af proteser: en delprotese eller en helprotese, som fremstilles i naturtro farver og former.
Vi laver også helproteser m/ tryklåssystem, som fæstnes til gummen ved hjælp af implantater isat kæbeknoglen. Denne løsning kan dog være en bekostelig affære og kræver, at der er meget restknogle tilbage.

Delprotese

En delprotese kan erstatte en enkelt tand eller flere naturlige tænder og fremstilles i enten ren akryl (plastic) eller med et støbt stel (unitor), hvoraf den sidstnævnte er mest anbefalingsværdig, da den fylder mindre i munden og giver et kosmetisk pænt resultat.
Den fastgøres til de resterende tænder ved hjælp af bøjler, som placeres på tyggefladerne. For at skaffe plads til bøjlerne, som griber omkring tænderne, er det nødvendigt at slibe emaljelaget væk – hvilket ikke skader tænderne. Hvis delprotesen med tiden skulle løsne sig, kan bøjlegrebende let efterspændes, så den igen sidder stabilt.
Ved tryksår i munden tilslibes delprotesen, så du ikke oplever ubehag i forbindelse med at tale og tygge.

Helprotese

En helprotese erstatter samtlige naturlige tænder i kæben og fremstilles i ren akryl (plastic). En helprotese i overmunden suger sig fast til ganen, hvorimod den i undermunden ligger løst på gummen, men holdes på plads ved hjælp af kinderne og tungen. Helproteser i undermunden kan derfor godt volde dig problemer, hvis der er meget lidt restknogle tilbage. Helproteser skal derfor løbende passes til, dvs. fyldes ud, idet gummerne med årene svinder ind.