Rodbehandling

En rodbehandling kan blive nødvendig, hvis man fx

• har et hul i tanden (cariesangreb), hvor bakterierne har bredt sig til nerven
• tidligere har haft et dybt hul i tanden, og fyldningen derfor ligger tæt på nerven
• har været udsat for et slag (tandtraume)
• lider af følsomme tandhalse, som ikke kan afhjælpes på traditionel vis (= forebyggende tandpleje i form af hyppige fluorbehandlinger)
• har revnede tænder mv.

Det er således bakterier og deres affaldsstoffer, som kan udvikle sig til en kronisk betændelsestilstand i nerven og kræve, at tanden rodbehandles. Et røntgenbillede kan tydeligt vise, om en betændelse også har bredt sig til kæbeknoglen.

Når en tand rodbehandles, fjernes alt inficeret og betændt nervevæv fra tandens krone og rodkanaler. Kronen og rodkanalerne bliver omhyggeligt desinficeret og udrenset, hvorefter rodkanalerne fyldes op med et specielt rodfyldningsmateriale, som forhindrer bakterierne i på ny at inficere kanalerne. Endelig ilægges en plastfyldning, og tanden er færdigbehandlet.

Når der er gået en vis tid (ca. ½ -1 år), tager man så igen et røntgenbillede af tanden med henblik på at kontrollere knoglens opheling. En rodbehandlet tand er væsentlig mere skrøbelig end en levende tand, da man har fjernet tandens nerve-/ blodforsyning. Dette er årsagen til, at en rodbehandlet tand hyppigt knækker, særligt i kindtandsregionerne, hvor tyggebelastningen er størst. Rodbehandlede kindtænder med en stor plastfyldning bør derfor altid forsynes med en krone for at forhindre komplicerede frakturer (revner), der kan resultere i, at tanden går tabt.

Desværre kan der ikke gives en garanti for, at en rodbehandling altid lykkes, eller for, at der ikke opstår komplikationer efter behandlingen. Det afhænger bl.a. af tandens tilstand forud for behandlingen samt hvilken behandlingsmetode, der er blevet anvendt – men i ca. 85-90 % af tilfældene lykkes behandlingen optimalt.